Lidt om tankerne bag og formålet med snoezel

Snoezelen er opstartet og udviklet i Holland.

Ordet "Snoezelen" er en sammenskrivning af de to hollandske ord "snuffelen" og "dozelen", som kan oversættes til henholdsvis "snuse" og "døse".

Ønsket har fra starten været at give mennesker med nedsat funktionsevne mulighed for positive sansemæssige oplevelser.

I modsætning til mange andre pædagogiske aktiviteter, har Snoezelen sanseoplevelsen som et mål i sig selv. Snoezelen kan have vidt forskellig effekt i forhold til forskellige brugere. Værdien af Snoezelen begrundes først og fremmest i glæden ved at opleve gennem sine sanser, samt at dele oplevelsen med andre i et socialt fællesskab. På Solbo betragter vi Snoezelen som et unikt tilbud, kendetegnende for mennesker med nedsat funktionsevne.

Tilbuddet appellerer dog også i høj grad til andre, som værdsætter Snoezelens atmosfære af ro og harmoni.

 

Snoezelhuset på Solbo

Solbo etablerede som den første institution i Danmark et Snoezelhus tilbage i 1989.

Snoezelhuset er en bygning på 110 m2 med seks rum, som har hver sin farve, og er indrettet på hver sin særlige måde.

  • Massagerum med stjernehimmel og krybetunnel og klangskåle.
  • Rum med oplyst kuglekasse, lysdekoraton på væggen og stjernehimmel.
  • Lydrum med vandmadras og vibrationskasse.
  • Vandmiljø med spabad.
  • Hvidt rum med diverse lyseffekter samt videoprojektor.
  • Gangareal med forskellige lys- og føleeffekter og resonansplade.

I alle Snoezelhusets rum er der, i kraft af teknik, mulighed for at skabe en kontrolleret sansemæssig påvirkning. På den måde kan arten, styrken og mængden af stimuli tilpasses den enkelte bruger, og samtidig skærme for udefra kommende sanseindtryk.

Dette styrker forudsætningen for, at brugeren kan slappe af og rette opmærksomheden mod de specifikke sansepåvirkninger, samt dele oplevelsen med andre gennem fælles udforskning og afslapning.